De siger selv, at de er født i modvind, men nu vil de vende den til medvind. I Thisted Kommune skal sammenhold, byudvikling og positive fortællinger gøre, at flere vil bo, hvor naturen er fællesnævneren fra landsbyerne i øst til kysten i vest.

Af Anne Søgaard Povlsen og Tina Bangsgaard Christensen

I HØRDUM ER der et stort hul i muren på den gamle, gule stationsbygning. Her plejede flisen at hænge, der fortalte besøgende, at de var kommet til landets kedeligste by. 


Man kunne tro, at den nu var fjernet for at komme af med det stempel, som Jyllands-Postens bagside gav byen i 1996. Men virkeligheden er, at den er blevet fjernet for ikke at ryge i containeren med resten af bygningen, der skal væltes inden længe. 


Flisen skal op igen, muligvis på en af de grunde i byen, hvor der engang stod et faldefærdigt hus, men som nu kun består af græs. Sådanne steder er der flere af. Du skal for eksempel ikke gå langt, før du kommer til Humlehaven. En grøn plet med højbede, hvor de lokale blandt andet kan hente rabarber, krydderurter og kål.


Områderne er skabt efter, at Thisted Kommune har fjernet adskillige huse i dårlig stand. Målet har både været at forskønne byen samt at forhindre dyre samfundsborgere i at flytte ind i en af kommunens landsbyer. 

Hørdums historie er dog ikke kun at være landets kedeligste by anno 1996, selvom de lokale har selvironi nok til ikke at give helt slip på dét kapitel. Men nu er det altså også blevet tid til at skrive en ny fortælling. Derfor har Hørdum sammen med fem andre byer i lokalområdet fokus på at skabe en ny identitet og sammen udvikle byerne. Samme fokus er der også andre steder i kommunen.

Vi er i det nordlige Jylland, ved Vestkysten, hvor det kolde Hawaii blandt andet ligger. Surfende turister fra udlandet har navngivet området, og det har skabt en brusende udvikling i det lille lokalsamfund, Klitmøller. Den historie har du muligvis hørt. Om Cold Hawaii, surferne og byen, der om sommeren ikke er til at komme igennem for trafik, mennesker og surfboards. 

Cold Hawaii ligger i Thy. Thy i Thisted Kommune og netop her forsøger man at tage momentum fra Vestkysten og hjælpe resten af området på vej. For indbyggertallet går overordnet set i den gale retning, og gennemsnitsalderen er stigende.

Man vil gøre noget ved snakken om det såkaldte Udkantsdanmark, udvikle hele området og skabe positive historier om livet i en yderkommune. Nyeste idé er at ændre kommunens navn fra Thisted til Thy. Alt sammen for at gøre det attraktivt at slå sig ned og blive lige her, hvor træerne hælder mod øst.


TRE KILOMETER FRA stationsbyen Hørdum møder vi Pia Elkær i Koldby. Det er én af de byer, som Hørdum arbejder sammen med i byudviklingsprojektet. Begge lokalsamfund har oplevet fald i indbyggertallet de senere år.


I en rød 70’er villa på en blind vej laver Pia kaffe og tilbyder juleskum. Pilleovnen er tændt og varmer etplanshuset op. 

Hun er født og opvokset på Mors, der ligger på den anden side af Limfjorden og deler bro med Thy. For “15-16-17 år siden” flyttede hun over broen, fortæller hun. 


For halvandet år siden begyndte hun sammen med andre ildsjæle fra de i alt seks landsbyer det fælles projekt, der har til formål at tage byernes udvikling i egen hånd.


“Vi vil finde ind til kernen af, hvad det er, vi kan,” fortæller hun og forklarer, at hun er en slags styrmand på projektet.


Visionen om at forskønne Thy har været i gang i årevis, og er det fortsat. Blandt andet har kommunen set nærmere på 17 af Thys landsbyer og skabt en profil for hver af dem med inputs fra borgerne.
 

Her har målet været at få italesat styrkerne ved hvert enkelt lokalsamfund. På den måde får byerne også en identitet på, hvem de hver især er, og hvordan de kan udvikle netop dét til gavn for dem selv og potentielle indbyggere i fremtiden. 

De gode fortællinger, projekter og forandringer ser kommunen nemlig ikke kun komme fra rådhuset i Thisted.

Det kan, skal og bliver også iværksat fra lokal og privat side, lyder det fra Venstre-borgmester Niels Jørgen Pedersen.

“Borgerne er afgørende for, at vi lykkedes med at udvikle Thy.”

I KOLDBY fortæller Pia Elkær, at de har haft en konsulent på besøg, der har skullet hjælpe styregruppen ud af starthullerne. Konsulenten havde aldrig været i Thy, men vedkommendes bud var, at den lille by-sammenslutning skulle hedde noget, der mindede om Cold Hawaii. Men visionerne er det modsatte, fortæller Pia.

“Det er en ærlig sag, at vi er noget andet. Cold Hawaii er ikke vores DNA, vores er noget andet. Fællesskabet og foreningerne,” siger hun.

Brandet Cold Hawaii fungerer ifølge hende, men faren er også, at det bliver udvandet ved, at alle byer skal tage det på sig.

“For vi kan ikke alle sammen bo i Klitmøller eller Vorupør. Der skal også være et midterbælte, der driver kommunen med andre ting end turisme,” siger Pia og henviser til surferbyerne ved vestkysten. 

Det handler om at få skabt en positiv fortælling om hele Thy, lyder det fra borgmesteren. Den fortælling begyndte man for alvor på for syv år siden med strategien Thy på forkant. En strategi, der stadig består til trods for, at tre forskellige har haft borgmesterkæden om halsen.

Naturen er omdrejningspunktet for en stor del af arbejdet med at udvikle Thisted Kommune.

“Arbejdet er sket både bevidst og ubevidst. De sidste år har vi blandt andet investeret og skabt Cold Hawaii Inland for at løfte området omkring Limfjorden og gøre det attraktivt,” siger Niels Jørgen Pedersen. 

Således er der blevet lavet lidt af et vandsportsmekka, som fordeler sig over ti punkter på en 50 kilometer lang strækning ved Limfjorden. Fra Doverodde i syd til Thisted i nord.

Det indbyder til aktiviteter på vandet med eksempelvis havkajak eller SUP-boards, ligesom man kan overnatte i shelter på vuggende vis.

Men arbejdet er endnu ikke færdigt.

“Det er ikke kun på øst- og vestsiden, at vi skal blomstre. Vi skal have hele vores kommune med. Det er vigtigt,” siger borgmesteren.

I HJØRNET af Pia Elkærs stue står den ene store sportstaske ovenpå den anden. Det er datteren, eller måske nærmere morens, tur til at vaske fodboldholdets kamptøj.

Foreningslivet har i alle årene, familien har boet i byen, været et aktiv, fortæller Pia.

“Jeg tænkte: wow, der er mange aktiviteter, da jeg kom til. Man kan næsten ikke nå at følge med i det hele.”

For hende starter udviklingen af Koldby og de andre byer med at kigge indad og styrke det, der allerede er. 

“Med det her projekt skal vi ikke nødvendigvis gå ud og opfinde alting. Det handler om at italesætte, det vi har. Det enkelte, det simple. Ro, natur.”

Og der findes ingen universel kogebog for byerne. Sådan lyder det fra Jørgen Ole Bærenholdt, der har en doktorgrad i sociologi og er professor i samfundsgeografi ved Roskilde Universitet.

“Hvert sted skal udvikle sin egen profil. De kan jo heller ikke tilbyde det samme, så det er vigtigt at være opmærksom på stedets egne kvaliteter.”

Han har selv forsket i området omkring Lild Strand, en af Thisted Kommunes allernordligst liggende byer, og gennemført forskellige lokale borgerinitiativer.

Her var målet for de 40 indbyggere ikke at lokke det dobbelte antal til.

“Det er ikke altid et spørgsmål om vækst - eller at vinde eller at tabe. Nogle gange kan målet for byer blot være at overleve ved at underbygge en udvikling. Det kan være ved at forskønne byen og skabe nyt engagement, fordi man de her steder først og fremmest er enige om, at stedet har kvaliteter.”

DER ER ENDNU IKKE fastlagt præcis, hvad der skal skabes af aktiviteter og tiltag for Hørdum, Koldby og de fire andre byer, der sammen arbejder på at udvikle deres område.

Men målet er klart. Det er, at man først og fremmest holder folk i området, og dernæst drømmer man om at lokke endnu flere til.

Og selvom arbejdet stadig er i proces, så har det allerede båret frugt, ifølge Pia Elkær.

“For mig at se har det ikke altid været sådan, at de her byer har følt, at de har hørt sammen. Det ved jeg heller ikke, om vi gør nu, men vi hører, i mine øjne, mere sammen nu, end vi nogensinde har gjort.”

Undervejs har den lille skole, der samler byerne, været i fare for at blive lukket, og det har taget borgernes fulde opmærksomhed. Men det har også samlet dem i endnu højere grad, fordi de netop har skullet stå sammen for bevarelsen af deres fælles mødested.

“For mig at se er det her et område i udvikling, men jeg tror, at det bliver til afvikling, hvis ikke vi holder fast i energien.”

Og energien er det, man har tilfælles herude, siger Pia. Hun peger på sportstaskerne i hjørnet og fortæller om de mange forældre, der for nyligt kørte et fodboldhold til toget i Hørdum. Holdet havde været til et weekendstævne i nabobyen Skyum og skulle retur til Sjælland.

Det er ifølge hende et bevis på, at borgerne er vant til at tage sagen i egen hånd. Her læner man sig ikke tilbage og forventer, at tingene sker af sig selv.

"Det allervigtigste er, at vi i de forskellige byer ikke ser hinanden som konkurrenter. Vi tror på, at hvis den ene by løfter sig, så smitter det også af på de andre,” siger Pia Elkær og tømmer koppen med kaffe.

Det er sociolog og professor i samfundsgeografi Jørgen Ole Bærenholdt enig i.

Lokalsamfundet har nemlig også selv et stort ansvar for, at byerne udvikler sig, og én af måderne at gøre det på er blandt andet som i de seks byer i Thy. 

“Det er bestemt en god idé, at flere lokalsamfund arbejder sammen og skaber et netværk af flere byer. Det er jo de færreste mennesker, der kun har en relation til ét enkelt sted,” siger han.

Men borgerne kan ikke stå alene med indsatsen.

“Der skal skabes et samspil, og derfor er det også vigtigt, at kommunen er med. Lige så vel som foreningslivet, beboerforeningen og erhvervslivet.” 

Og helt alene står de da heller ikke i de små byer. Thisted Kommune har indtil videre bidraget med 50.000 kroner til de seks byers udviklingsprojekt, og lokale erhvervsdrivende har spyttet det næsten dobbelte i for at hjælpe projektet i mål.

VI FORLADER KOLDBY og tager de tre kilometer tilbage til Hørdum, hvor vi venter på toget, der skal vise os Thy fra skinnerne. Engang havde DSB strækningen, nu er det Arriva. For fire år siden kunne man tage toget direkte til København, nu kræver det minimum én omstigning.

En mand gør os selskab på perronen. Han smiler og spørger, om vi vil købe en billet til ham. Han har pengene i kontanter, men en billet kræver et dankort, og sådan ét har han ikke i øjeblikket, da hans pung er blevet stjålet. Vi køber billetten til 22 kroner, og manden giver os tyve kroner efter ihærdigt at have ledt efter de sidste to.

“Det er fint,” forsikrer vi og spørger, hvad han normalt gør, hvis han ingen møder på stationen, der kan købe ham billetten.

“Så tager jeg afsted uden og håber på det bedste.”

Han ved, hvad prisen for en sådan tur er. Sidste gang fik han en kontrolafgift på 1000 kroner.

Toget kommer, og vi stiger på.

“Udkantsdanmark? Hvad er det," spørger Steffen Damsgaard grinende, da vi ringer for at høre, hvordan det for ham at se står til i denne del af landet.

Han er formand for Landdistrikternes Fællesråd og sidder i kommunalbestyrelsen for Venstre i Lemvig Kommune. 


Og faktisk er det ikke lige sådan at svare på, hvad det såkaldte Udkantsdanmark er. Ordet så ifølge Den Danske Ordbog dagens lys i 1992, og det er siden brugt forskelligt og flittigt.

I dag bliver ordet Udkantsdanmark oftest brugt, når snakken falder på det, der defineres som yderkommuner. Da man i 2007 samlede 278 kommuner til 98, fik 16 af disse prædikatet yderkommune af De Økonomiske Råd (DØRS). I dag beskriver ordet 35 kommuner, og Thisted Kommune er en af dem.

Ifølge DØRS har borgerne i disse kommuner historisk set flere ting tilfælles. Det gælder blandt andet en lavere gennemsnitlig indkomst, et lavere uddannelsesniveau, og at der bor færre unge og flere ældre. Yderområderne er også kendetegnede ved, at befolkningstallet generelt er faldet, mens det i resten af Danmark er steget.

Men selvom det såkaldte Udkantsdanmark i en årrække har slået ud i de negative statistikker, så mener Steffen Damsgaard, at der er begyndt at ske noget. I hvert fald er snakken så småt ved at ændre sig. Det er ikke længere kun den rådne banan og andet skidt, der præger diskursen.

“Det er blevet tid til en ny fortælling,” siger han.

VI TRILLER IND i Snedsted. Byen ligger få kilometer nordpå og seks minutters togkørsel fra Hørdum, hvor vi startede vores rejse. Et stort skilt fortæller os, at der er tale om en by i blomstring.

Gennem togruden er det svært at se, hvad der blomstrer. Om det er den begyndende frosts skyld, er ikke til at sige, men en ny historie om byen er i hvert fald forsøgt skrevet.

I Snedsted ligger husene mur mod mur. Syv mennesker står på toget til venstre for os, og mod højre går to piger med skoletasker på ryggen i et raskt tempo.

Da vi kører videre, er der, som en vis Erik Grip engang sang, åbne vidder. Her er plads og langt mellem husene. Vi kører om kap med fuglene, mens vindmøllerne snurrer for fuld kraft med hjælp fra vestenvinden. En kvindelig kontrollør bevæger sig gennem toget.

Også i kommunen er der fokus på fremdrift. Borgmesteren i Thisted Kommune vil tage endnu et skridt i processen om re-branding af området og ændre kommunenavnet fra Thisted til netop Thy. 

Det handler både om at skabe en samlet identitet for thyboerne, men også om at Thy, ifølge borgmesteren, har potentialet til at blive et brand, der både kan lokke tilflyttere, turister og arbejdspladser til. Samtidigt har kommunen en vision om, at Thy i 2030 skal være i top tre over danskernes foretrukne alternativ til livet i en af landets fire største byer.

“Jeg oplever allerede, at vores omdømme har rykket sig fra at være langt ude på landet til at være stedét,” siger borgmesteren.

ÉN EFTER ÉN rækker folk i toget deres billet eller rejsekort frem mod kontrolløren. Vores bekendtskab fra perronen i Hørdum bruger flere minutter på at kigge sin taske igennem. Han finder, hvad han leder efter og viser kontrolløren sin billet.

En anden mand må fortælle, at han ingen har. Kontrolløren spørger, hvad hans slutdestination er. Hun ligner en, der helst vil undgå at give den afgift, hun rækker frem mod ham, efter han har givet sine oplysninger.

Toget fortsætter gennem de byer, der historisk var vigtige i området. Nu er det især byerne langs kyst og fjord, der vinder frem, mens de fleste stationsbyer kæmper for at deltage i de sjove statistikker. 

24 ud af 35 yderkommuner har oplevet befolkningsnedgang siden 2008. I Thisted Kommune lyder faldet i denne periode på 2338 borgere. Den negative spiral har været nødvendig at vende. Man vil gerne blive flere, men minimumskravet er at holde indbyggertallet, siger borgmester i Thisted Kommune, Niels Jørgen Pedersen.

Derfor var det til stor glæde, da indbyggertallet blev gjort op i starten af året. Her tegnede der sig nemlig et billede af, at kurven i 2022 var blevet knækket med en samlet nettostigning på 300 borgere.

En stor del af dem har været ukrainske flygtninge og andre EU-borgere, men der er også kommet borgere fra eksempelvis Morsø Kommune samt Aalborg, Aarhus og København. Faktisk er flere flyttet fra hovedstaden til Thisted end den modsatte vej. I år ser indbyggertallet dog ud til at falde igen.

I DEN ENE ENDE af toget sidder en børnefamilie og kigger på heste, og ved siden af os ruller manden, der lige har fået en kontrolafgift, en smøg med sine tatoverede hænder. 

“De laver fandme ringe pizzaer derovre,” konstaterer han, da vi kører ind i Sjørring. 

Syv minutter senere triller vi ind i Thisted. Den gamle købstad er kommunens største by, og her bor 13.500 af kommunens indbyggere. Det er fem gange så mange som i den næststørste by, Hurup, der ligger 35 kilometer i sydgående retning. 

Fjorden møder os på højre hånd, og store villaer fylder togruderne på begge sider af skinnerne. Boligerne her står i kontrast til de bagsider af huse, vi så på vejen hertil. 

“Toget kører ikke videre. Vi håber, alle har haft en behagelig rejse,” lyder det fra højtaleren.

Da vi rejser os fra sædet, ligger der tilfældigvis to kroner. Samme beløb som manden på perronen i Hørdum, der for længst er ude af toget, ikke kunne finde til os.

Egon Noe har til gengæld en dårlig nyhed. Han er professor og leder ved Center for Landdistriktsforskning på Syddansk Universitet. Centerlederen fortæller, at der de sidste ti år har været en negativ og selvforstærkende spiral, når det handler om det såkaldte Udkantsdanmark. 

“Diskursen om, at det er bedst at bo i byen, står stærkt lige nu. Og hvis man så fra en yderkommunes side tænker, at der ikke er nogen fremtid, så er der det heller ikke. Det handler om at have visioner for sit område, hvor man arbejder på en konstruktiv og fremadrettet måde.”

Men der er dog stadig håb for kommuner som Thisted, lyder det fra Egon Noe.

“Selvom bevægelsen fra land mod by er til stede, så er der også modbevægelser, og de kan sagtens blive større.”

For ham at se handler det blandt om, hvordan vi italesætter livet uden for byerne.

“Vi står i et dilemma, for vi skal både afdække og beskrive udfordringerne i yderkommunerne, men vi bliver jo også nødt til at stille spørgsmålstegn ved de negative fremstillinger, der skabes, hvis de ikke er korrekte.”

FRA STATIONEN i Thisted har vi sat kursen mod det almene gymnasium i byen. Kommunens eneste, som denne eftermiddag i november er ved at blive tømt for mennesker. To drenge og en pige er på vej ud ad døren, da vi stopper dem for at høre, hvad de synes om livet i Thy.

“Godt,” “fint,” “også lidt kedeligt,” lyder det.

De glæder sig til at blive studenter, til at skulle rejse og flytte til en større by for at læse videre. Men måske de en dag vender tilbage, fortæller de. 

Det gør 15,5 procent af dem, der som 15-årige boede i kommunen, tyve år senere. Thisted Kommune indtager således en sjetteplads blandt de 35 yderkommuner, der lokker flest tilbage til der, hvor de kommer fra.

Og så er der dem, der ingen tilknytning har, men som alligevel “tør tage springet” og flytte til en kommune som Thisted, som formanden for Landdistrikternes Fællesråd, Steffen Damsgaard, siger. 

Ifølge ham er den slags tilflyttere også vigtige, for man har brug for eksempler på folk, som man kan spejle sig i.

“Så kan det være, at flere tænker: hvis de tog springet, så kan jeg måske også,” siger han.

KIRA MORTENSEN ER en af dem, der turde gøre det. Vi møder hende i gymnasiets kantine, efter snakken om fremtiden med de tre unge mennesker. Hun er lærer på gymnasiet og er netop blevet færdig med dagens undervisning. Kira kommer fra Esbjerg, har studeret i Aarhus og valgte for fire år siden at bosætte sig i Thisted. Det var dog ikke nogen romantisk fortælling om livet i det såkaldte Udkantsdanmark, der lokkede hende til. Tværtimod. 

“Det eneste, jeg havde hørt om Thy dengang, var, at en bekendt havde sagt, at her kunne man køre spirituskørsel uden at blive taget,” siger hun og griner. 

Og med den viden søgte hun et barselsvikariat på 11 måneder på gymnasiet. Jobbet fik hun, og nu er månederne blevet til år og en fastansættelse. Hun har fået en kæreste, købt et hus og har ikke planer om at forlade Thy igen foreløbig, for i takt med årene er området vokset på hende. 

Nu forbinder Kira ikke længere Thy med kun at være det sted, hvor hun er blevet fortalt, at man kan køre med en promille over det tilladte.

Naturen er også flyttet ind i hendes bevidsthed, og med den fulgte et medlemskab i den lokale vinterbadeklub og et kajakkursus. Alt sammen noget hun kunne uden at skulle stå på en årelang venteliste, som hun hører fra sine veninder, at tilfældet er i Aarhus og København.

Men det hele har ikke bare været en dans på roser. Det med at flytte et nyt sted hen, hvor man ingen omgangskreds har, har været svært.

Dét genkender Lars Brix Jensen, der er født og opvokset i Thisted. Han er lidt af en dansk form for globetrotter og har blandt andet boet i København, Aarhus og sidst i Skagen, hvor han oplevede, at det var svært at få skabt en omgangskreds. 

Da Lars Brix Jensen flyttede tilbage til Thy, var han ikke i tvivl om, hvad han ville. Han ville gøre det lettere for andre, der stod i samme situation som ham selv, da adressen var på toppen af Danmark.

“Her i Thy skal alle, der har lyst til at bo, også føle sig velkomne. Så med det i baghovedet ville vi gerne gøre det nemmere at flytte til området,” siger han.

Sammen med to andre har han derfor skabt Tilflytterbar.

Første bar fandt sted i 2019, og det var med stor ydmyghed, at de oprettede en begivenhed på Facebook. Hvis der bare kom tyve gæster, var de lykkedes, blev de enige om.

Der kom 70.

Nu kører baren på fjerde år, og interessen er der stadig. Nye ansigter dukker op hver gang, og lysten - samt modet, for det kræver det at møde op, understreger Lars - til at møde nye mennesker er stor blandt de fremmødte. 

“Vi kan ikke love, at man får en masse nye venner og falder fuldstændigt til i Thy, men vi kan da lige starte med at drikke en øl og snakke sammen,” siger han. 

DA KIRA MORTENSEN flyttede fra Aarhus til Thisted, var der givetvis nogle kolleger på gymnasiet, som hun hurtigt faldt i snak med. Men uden for arbejdet var det mere udfordrende at danne relationer, end hun troede. 

Derfor meldte hun sig ind i foreningslivet. Valget faldt på et volleyballhold i Bedsted, 25 minutters kørsel fra Thisted. Flere af de kvinder, hun spiller sammen med, kommer fra Thy, og Kira kan mærke, at det bånd, der binder de holdkammerater, er stærkt. Stærkere end det, hun har til dem. Men det forstår hun også godt, for deres fællesnævner er bare større end den, hun kommer med. 

“De har en ekstremt stor lokal tilknytning, og de kender virkelig alle sammen hinanden. De kan snakke på kryds og tværs. Også af generationer. Det er virkelig dejligt for dem. Men det kan jeg ikke blive en del af,” lyder det fra Kira, der sidder på den ene side af bordebænkesættet i gymnasiets kantine.

Erkendelsen har dog ikke gjort, at hun har kastet håndklædet i ringen i håbet om at danne nye relationer uden for gymnasiets mure. Faktisk har hun bare søgt andre veje, og en dag faldt hun så over et arrangement på Facebook med navnet Tilflytterbar. Konceptet var meget lige til. Øl og snak. Og målgruppen, ja, den var lige præcis sådan én som Kira. 

Nu samler tilflytterbaren både tilflyttere, tilbageflyttere og thyboer, der bare gerne vil lære nye mennesker at kende under samme tag. Sidst var det til en quizaften i almenviden. Her blev gæsterne inddelt i hold af seks, og mens konkurrencegenet fik stillet sin sult, gik snakken også lystigt over bordene. Og i et øjeblik som dét føler Lars Brix Jensen, at han gør en forskel.

“Vi skaber jo egentlig bare rammerne for de spirende venskaber og omgangskredse.”

Thisted Kommune har tilbudt deres assistance, men lige nu fungerer konceptet uden deres hjælp, er vurderingen fra tovholderne. Det er lokale virksomheder, der på skift sponsorerer arrangementerne, og ifølge Lars er det en win-win. På den måde skabes der også relationer til potentielle arbejdsgivere, selvom det ikke er den oprindelige hensigt.

Initiativer som for eksempel tilflytterbaren er præcis, hvad kommunen jubler over, at de lokale skaber.

“​​Man flytter ikke hertil for at stå alene. Måske er det naturen, der får folk til at flytte, men jeg tror på, at det er fællesskaber, der får folk til at blive,” siger borgmester Niels Jørgen Pedersen.

Og derfor glæder det både borgmesteren og Lars Brix Jensen, når de nye bekendtskaber også mødes uden for de planlagte aftener.

Præcis dét er faktisk målsætningen, fortæller den ene tredjedel af arrangørerne bag baren.

“Vi har altid sagt, at den dag ingen kommer til vores arrangementer, er vores opgave løst, for så har folk fået deres vennegrupper og omgangskredse.”

DER TIKKER EN BESKED IND på Kira Mortensens telefon, mens vi sidder sammen med hende på gymnasiet i Thisted.

Beskeden er fra en af de kvinder, hun har mødt gennem tilflytterbaren. Der er blevet oprettet en ny beskedtråd, og lige nu går samtalen på, at der skal planlægges en fælles sheltertur i Thys natur.

Baren har gjort noget ved Kira. Den har givet hende en omgangskreds og følelsen af at høre mere til nu end tidligere.

“Jeg føler mig ikke som en thybo, og det tror jeg heller ikke, jeg bliver. Det er noget, man er,” siger hun, men tilknytningen til Thy oplever hun alligevel. Særligt når hun bevæger sig uden for kommunegrænsen. 

Som da hun var i København og stod i en 7/11-butik, og der i radioen blev fortalt, at Thisteds kvindefodboldhold havde vundet over Brøndby IF. 

“Der mærkede jeg en form for stolthed.”

Og som da hun forrige weekend satte sig i toget på Københavns Hovedbanegård med kurs mod Thy.

“Der var det helt rart at komme hjem til Thisted.”

Følelserne genkender hun også hos sine elever. Der er en stolthed over, at de kommer fra Thy. Det oplevede hun, da hun for nylig havde en klasse med på studietur til Amsterdam. Her blev eleverne fortørnede over, hvordan storbyens gader flød med skrald og var fyldt med mennesker i hobetal. 

“Ej okay, det er rart i Thy,” hørte hun eleverne blive enige om, og hun kunne kun give dem ret. 

Thy er rart, og fællesskaberne hun med tiden har fundet lader til at holde hende lige her. Dét og naturen.

Naturen er netop blevet fællesnævneren for hele Thy, hvis man spørger borgmesteren. 

“Og de sidste år er vi selv begyndt at bruge den kombination langt, langt mere, end vi har gjort tidligere,” siger venstremanden Niels Jørgen Pedersen.

Det er klogt, hvis man spørger Eva Svavars, der er brandingekspert. For rigtig mange af kommunerne uden for de store byer ligner til forveksling hinanden, og de har meget af det samme at tilbyde. Derfor handler det om at skille sig ud fra mængden, forklarer hun.

“For mig at se er Thisted én af mange jyske byer. Thy er til gengæld blevet fortællingen om noget positivt, blandt andet det naturskønne.”

Hun fortæller, at det handler om de tags, man knytter til et sted.

“Vi har nok alle en idé om, hvordan New York ser ud, også selvom man ikke har været der. Jeg tror, at der kan være noget om, at flere danskere har en tanke og forbindelse med Thy end med Thisted.”

For hende at se, er det derfor ikke naivt at tro, at det ændrer noget for kommunen at skifte navn.

“Nej. Jeg vil kalde borgmesteren forhåbningsfuld,” siger hun.

SKINNERNE ER SKIFTET UD med asfalt, for toget kan ikke tage os helt ud til vestkysten. Vi kører ind i den lille by Agger, der ligger i den sydlige del af kommunen. 

Her bliver vi nærmest vinkende budt velkommen af blå flag med bølger på, der står og blafrer i takt med vindens tag. Vi møder et til salg-skilt lige inden byskiltet, der fortæller os, at vi nu officielt er indenfor bygrænsen.

Byen er efterhånden blevet en del af den kyststrækning, der over tid er blevet til Cold Hawaii, selvom det traditionelt set er byen Klitmøller, der er døbt det. 

I Agger omkranser både fjord og hav det lille samfund, og de senere år er flere og flere af de røde murstenshuse blevet fyldt op af tilflyttere.

Et enkelt hus på højre hånd skiller sig ud fra mængden, hvor et stort glasparti fra gulv til loft afslører en kvinde, der sidder i en lænestol og kigger ud i naturen. 

Vi drejer til højre ved et sommerhusudlejningsfirma. Længere nede af vejen møder vores øjne et hus, der er i gang med at få en kærlig hånd. Værktøj, murerspande og lange ledninger bryder det maleriske billede af en gammel robåd i husets have og siv, der svajer i vinden. 

GPS’en stopper os. Det er her, vi skal ind.

Drømmen for familien i huset var egentlig at bo i Klitmøller, ligesom så mange andre, der de senere år er flyttet til Thy. Men i Klitmøller er kvadratmeterprisen i gennemsnit knap 4000 kroner højere end i Agger, og således endte den kærlige hånd med at blive givet til et rødt hus 39 kilometer længere sydpå. 

Og den popularitet, de har mærket i Klitmøller, kan godt smitte af på andre byer. Det mener Egon Noe, der er professor og leder på Center for Landdistriktsforskning ved Syddansk Universitet.

“Når et område bliver forbundet med noget helt særligt, for eksempel naturen i Thy, så gør det jo også, at man tapper ind i en større fortælling om et helt område ved at flytte dertil. Det kan godt løfte byerne ud af noget skidt,” lyder det fra ham.

VED DET RØDE HUS i Agger bliver vi taget imod af en kvinde, der smiler og vinker os ind.

“Vi er startet med garagen, det er jo det vigtigste,” siger den ene halvdel af husets ejere Nadja Gisselbæk med et glimt i øjet. 

Hendes mand og far arbejder på at trække strøm til garagen. Det er snart et år siden, de startede på renoveringsarbejdet, men ting tager tid her, fortæller Nadja. 

Da vi går ind i hovedhuset, siger hun, at fodtøjet bare kan blive på. I entréen hænger en plakat med vendinger på thybomål. 

Æ haw og æ fywer står der og fortæller den uvidende læser, at det betyder Vesterhavet og Limfjorden.

Nadja kommer selv fra Thy, og hun havde aldrig troet, hun skulle tilbage hertil. Livet i Aarhus passede hende glimrende, og i ti år var det hendes hjem.

Men så fik hun børn, og et liv i lavere tempo røg op på prioriteringslisten. Og så havde den ellers negative opfattelse af hjemstavnen forandret sig for hende. 

Derfor faldt valget på Thy, mere specifikt Agger.

“Butikslivet er spiret op, og forskellige ting og arrangementer, der før var døde, er blomstret igen. Vi mærker, at mange gerne vil have lokalsamfundet op at køre.”

Agger er en tidligere fiskerby, der for parret udelukkende var lig med Indre Mission og en motorcykelklub med hang til rockmusik. Men også dén fortælling har forandret sig for Nadja og hendes mand Nicki.

I det hele taget har snakken om livet på landet ændret sig, hvis man spørger Birthe Linddal Jeppesen, der er ph.d. i sociologi og beskæftiger sig med livet på landet og landdistrikternes muligheder.

“Jeg oplever, at diskursen er blevet mere positiv. Det er de unge mennesker, der driver det. Man lever for mindre og behøver ikke det samme som tidligere, og så handler det om eventyret i det små.”

NETOP EVENTYRET har Nadja Gisselbæk grebet. Hun har startet sin egen lille forretning, Eventhyrlig, hvor hun arrangerer vandreture i den natur, der omkranser hendes nye tilværelse.

I Aarhus arbejdede hun som pædagog. Et arbejde hun elskede, men som var hårdt. Nu kan hun arbejde det halve og få det hele, mener hun selv. 

“Det bliver man ikke rig af, og så gør man måske alligevel,” siger hun.

Hendes mand er selvstændig tømrer, og siden familien flyttede til Agger, har han nærmest kun arbejdet på vejen, hvor de selv bor. Her kan han rulle afsted med trillebøren fuld af grej og lade bilen stå parkeret ved huset som en form for reklamesøjle. 

I fritiden er de frivillige og hjælper til med alverdens i den lille by. Blandt andet er de med til at bygge en ny legeplads til byens yngste borgere, ligesom Nadja også arrangerer skattejagter i byens klitter for både små og store.

Det glæder Lone Mark, der er medlem af foreningen Agger Aktive, der lever for netop at skabe liv i byen.

“De børnefamilier, der er kommet til Agger indenfor de sidste fem-seks år, er med til at drive udviklingen af vores by,” siger Lone Mark, der har boet i byen i tre årtier.

Hun fortæller, at “det hus lige heromme er blevet solgt,” og “det er der også et andet, der er.” 

Da hun flyttede til Agger, undrede hun sig over, at der ikke boede flere, end tilfældet var. I alle de år hun har boet her, har hun oplevet, at der har skullet kæmpes for tingene.

“Det har været tre skridt frem, to tilbage. Tre skridt frem, fire tilbage.”

Men nu er der sket noget. 

“Vi har lige så stille fået folk til at se os, og så har de kastet deres kærlighed på det, der er.”

Her er ambitionen ikke badeland og racerbane for at bruge Lones egne ord. Det må de andre byer langs hele vestkysten mægtig gerne få. Hun er ikke i tvivl om, at Agger og Thy nok skal overleve uden. 

“Vi vil gerne overleve på det, vi har, hvilket blandt andet er naturen.”

Derudover nævner hun restaurant efter restaurant, der er dukket op i byen. Hun ejer selv én af dem med sin mand, og et andet sted i byen ligger der nu en Michelin-restaurant.

“I mange år var der ellers kun Badehotellet. Det er jo udviklingen, der gør, at det nu er blevet fedt her i Agger.”

En udvikling, der er flyttet ind i byen i takt med tilflytterne. 

Siden Nadja Gisselbæk og familien kom til byen i 2020, er der flyttet flere borgere fra andre kommuner til, end der er flyttet væk. Alligevel har Thisted Kommune besluttet at lukke den lokale skole grundet et lavt børnetal. Det er hverken Lone, Nadja eller de andre lokale borgere tilfredse med. Derfor har de valgt at oprette en privatskole, og det har mødt stor opbakning, fortæller Lone Mark.

Dét er et tegn på, at det er ressourcestærke familier, der flytter til. De har overskud til at tage kampen op.

Sådan siger Henrik Byager, der er livsstilsekspert. Han fortæller, at der er to typer, der vælger et andet liv fra og bevæger sig ud mod kanterne af Danmark. 

“Der er dem, der ikke har andet valg, fordi livet de lever, ofte i en større by, er blevet for dyrt. Og så er der dem, der træffer valget, fordi de vil noget andet.”

Han tror på, at storbyernes fortsatte udvikling vil kalde på attraktive alternativer på landet og nær kysten. Men det kræver ifølge ham, at områderne har dén ekstra kvalitet, som Thy, for ham at se, har.

“Man skal kunne gå en tur og så sige: Hold kæft, der er altså en rigtig god grund til, at jeg bor lige her.”

VI SIDDER I STUEN, hvor der hænger to store verdenskort som modpol til den lille Thy-plakat, der bød velkommen i entréen.

Nadja Gisselbæk fortæller, at familien lige så godt være flyttet til et andet land. Så langt væk føles Thy til tider, når savnet til veninderne og en god café latte melder sig. Men det er hjem. Så griner hun i stedet af, at det nærmeste sted, hun kan købe sig til varm kaffe, er 13 kilometer mod øst, i stationsbyen Hurup.

“Hvor får man kaffe? Det gør du inde ved boghandleren. Sort kaffe. Okay. Ja, det er supermærkeligt,” siger hun nærmest grinende. 

Her er der langt til storbylivet i Aarhus, og boghandlerens kaffe har ikke umiddelbart meget tilfælles med Sigfreds Kaffebar i smilets by.

Og livet i Aarhus har generelt ikke meget at gøre med tilværelsen i Thy.

“Man er noget her. Når man bor i en storby, er man bare én i mængden på en eller anden måde. Hvor vi boede før, lænede man sig tilbage og spurgte: Hvorfor er der ikke fastelavn? og så blev folk sure, når det ikke blev arrangeret. Her tager man mere ansvar, og så ér du noget. Du er en kæmpe del af en lillebitte gruppe, som betyder noget. Du committer dig på en måde. Ikke? Det kan jeg meget godt lide.”

Hun foreslår, at vi tager ned til Guldkysten. En lille vej med små fiskerhuse side om side med fjorden som nærmeste nabo. På vej derned møder vi en enkelt bil, men selvom den lille kystby umiddelbart ligger øde hen, så er den hverken forladt eller død. En flok mænd sidder i læ i byens roklub og griner med hinanden. I Agger er der ikke tale om Udkantsdanmark og den rådne banan. Det er guldkysten og det gode liv.

“Det er bare ro.”

Den fortælling er man tappet ind i flere steder i Thy. Derfor er området blevet lig med et sted, hvor man kan stå af storbyræset. I hvert fald ifølge Egon Noe, der er professor og leder på Center for Landdistriktsforskning ved Syddansk Universitet. 

“Der er noget kultur deroppe, og en overordnet diskurs, som tiltaler mange. Der er gode historier og interessante ting at tappe ind,” siger han.

Derfor forstår han til dels også, hvorfor kommunen lige nu skal tage stilling til, hvorvidt navnet fremover skal være Thy.

“At skifte navn alene tror jeg ikke gør noget. Men hvis det er en del af en større satsning, så kunne det være klogt."

Det synes 17 ud af 27 kommunalbestyrelsesmedlemmer også. I slutningen af november stemte de nemlig for, at man skal gå videre i processen om at gøre alvor af forslaget om et nyt kommunenavn. 

Næste skridt er således, at det er thyboerne selv, der må komme med holdninger og indvendinger til et eventuelt navneskifte.

For borgmesteren at se er man nu nærmere på at få skrevet et nyt kapitel i fortællingen om et Thy, der er værd at bo i. Også selvom ikke alle kan bo i Klitmøller, og selvom kommunen ligger i det såkaldte Udkantsdanmark.

“Her kan man tage på den evige ferie,” siger Niels Jørgen Pedersen.

VI FORLADER AGGER og sætter kursen mod Sennels, 47 kilometer mod nord i den anden ende af kommunen. Selvom den fysiske afstand er stor, så er byerne på andre områder lig hinanden.

I Sennels er der samlet set de sidste fem år også flere tilflyttere fra andre kommuner end fraflyttere. Faktisk er der slet ikke plads til alle børnene i byens daginstitution, og skolen, der for ni år siden så ud til at måtte lukke, vil i løbet af de kommende år være for lille ifølge byens egne fremskrivninger. 

I indeværende skoleår er der 129 elever fordelt i syv klasser. Det tal vil se ganske anderledes ud i skoleåret 2028/2029. Her forventer byen nemlig et elevtal på 167, og det vil kræve ti klasser. 

Derfor er første spadestik blevet taget til opførelsen af et nyt børnehus i forlængelse af skolen. På marken ligger fældede træer, og diverse maskiner står klar til så småt at gå i gang med det hårde arbejde. To håndværkere drikker kaffe, og en munter snak fylder luften. Bygningen skal stå klar til at tage imod børnene fra sommeren 2024.

Mads Riis Vestbjerg bor i Sennels og er næstformand for byens borger- og udviklingsforening. Han oplever, at byens historie er blevet en anden. 

De er lykkedes med det, som man i Koldby, Hørdum og de andre byer drømmer om at opnå i fremtiden. Her er tilflyttertallet steget som i Agger, det samme gælder indbyggertallet, som man ønsker det for hele kommunen, og her er skabt fællesskaber, ligesom dem Kira Mortensen fandt i Thisted.

For næstformanden at se har drivkraften været borgernes engagement og troen på, at det ikke er en tabt kamp at udvikle området. På trods af placeringen i udkanten af danmarkskortet.

“Vi har aldrig talt negativt om det sted, vi bor, selvom andre måske har. Men i de senere år er der kommet endnu mere fokus på det positive og værdien i at bo i et fællesskab i et lokalsamfund, hvor folk hjælper og kender hinanden.”

Den fortælling har fået flere fra Mads Riis Vestbjergs omgangskreds til at flytte til byen. 

“Vi har tre vennepar og familie, der er flyttet til, fordi vi har talt varmt om stedet,” siger han. 

Og udviklingen i byen ser ud til at fortsætte. Mads og de andre borgere ser i hvert fald frem til, at der skal opføres nye lejeboliger, og at kommunen for alvor går i gang med byggeriet af det børnehus, som allerede er og kun fortsat vil være nødvendigt i fremtiden.

“Thy Kommune,” siger han og retter sig selv:

“Nej, Thisted Kommune.”